Skulderproblemer

Behandling og Forebyggelse af Skulderproblemer

Skrevet af Jan Friis Jørgensen 2023

 

Mange kørestolsbrugere kommer før eller siden til at opleve problemer med smerter i skuldrende. Dette skyldes at man som kørestolsbruger belaster sine arme og skuldre meget mere end de er bygget til. Især gentagne forflytninger hvor man skal bære hele sin vægt med armene er en stor belastning for skuldrene.  Håndcykling er i den forbindelse sjældent det egentlige problem, men snarere en del af løsningen. Men vi oplever desværre ofte at medlemmer stopper med at håndcykle pga. skulder problemer. Dette synes vi er rigtig ærgerligt og har derfor skrevet denne lille artikel med råd til hvordan man kan blive kureret  og forebygge skulderproblemer.


De hårde belastninger af skuldrene kan forårsage en betændelsestilstand i slimsækkene og skulderens løftesene, som hæver og bliver indeklemt med voldsomme smerter til følge, især når man prøver at løfte armene. Dette kan være en svær situation at komme ud af. En hyppig behandlingsform kan være en eller flere blokader, hvor der sprøjtes binyrebarkhormon direkte ind i slimsækkene. Dette vil ofte have en god virkning i ugerne efter, men for at effekten skal være vedvarende er det vigtigt ikke at belaste skuldrene medens behandlingen foregår, - hvilket selvsagt er næsten umuligt når man er kørestolsbruger. Derfor kan problemet hurtigt komme igen. Næste skridt kan være en operation hvor man prøver at skabe mere plads under skulderhøjdebenet. Inden man siger ja til en operation bør man dog undersøge alternative løsninger:

·       

  •  Nogle har haft rigtig god effekt af at gennemgå en kur med prednisolon (binyrebarkhormon) på pille form strækkende sig over ca. 9 måneder. Så inden du tyr til operation så kontakt en reumatolog for at se om du kan få sådan en behandling tilbudt.
  • Et vigtigt element er også at kigge på din vægt. Jo mere du vejer jo mere vil dine skuldre belastes og jo større er risikoen for at skulder problemerne bliver vedvarende. Vejer du for meget så find en kur der passer til dig. Der findes rigtig mange kure, men de kan også være svære at overholde. Det primære at man spiser mindre, især fedt og sukker skal man minimere. Motion er også godt, men det kan være svært når man er kørestolsbruger og ikke kan bruge armene. Det der har fungeret for mig er at springe frokosten over hvilket gør at man kan nyde aftensmaden ekstra meget og med god samvittighed.
  • Du bør også kigge på om du kan spare nogle af dine forflytninger i løbet af en dag. Tænk f.eks. på at en biltur kan koste fire forflytninger: Een forflytning når du skal fra kørestol til førersædet og modsat når du skal ud af bilen og det samme gentager sig når du skal retur.
  • Dernæst er det vigtigt at man kommer i gang med noget skuldertræning som ikke irriterer de indeklemte slimsække eller løftesenen, men har fokus på at skabe mere plads i skulderledet samt styrke de små styre muskler i skulderleddene, som er med til at stabilisere skuldrene og forebygge yderligere problemer. Find en god fysioterapeut, som forstår din problemstilling og har et godt kendskab til skuldre, - nogen er bedre end andre.
  • Du må gerne benytte håndcykling som en del af din træning for at øge styrken i dine skuldre, - men kun i den udstrækning det ikke gør ondt. Gør det ondt at forflytte dig fra kørestol til håndcykel og tilbage igen, så prøv at udtænk en måde hvorpå du kan gøre det lettere. Nogen bruger f.eks. en skammel som mellemtrin mellem cykel og kørestol, så højdeforskellen ikke bliver så stor. Man kan også svare et par cm ved at fjerne kørestolspuden.