Af. Jens Bille

Hvorfor nu lige noget om sikkerhed og håndcykling ?

Selv om vi træner og cykler meget, er en håndcykel et sjældent syn i trafikken. De færreste trafikanter har nogensinde set en håndcykel, og de forventer slet ikke at møde noget i så lav en højde. Ofte er det højeste punkt på en håndcykel kun 50 - 60 cm over vejbanen.

Det betyder at håndcyklen “forsvinder” i det trafikale billede. I bytrafikken fordi den er lavere end alt andet der bevæger sig og derfor ofte er skjult bag eller mellem andre trafikanter, og på landevejen fordi den ofte vil blive skjult af vegetation langs grøftekanter mv.

Håndcyklisten har ikke det samme udsyn som en cyklist på en tohjulet cykel. Grundet den liggende stilling er det særlig svært at overskue skråt bagud når der skal svinges. Venstresving kan være en stor udfordring at foretage sikkert.
Derfor skal du som håndcyklist tilrettelægge din færden i trafikken på en helt anden måde end øvrige trafikanter.

Desværre er der sket tragiske ulykker med håndcykler. Der er eksempler på ulykker med dødelig udgang i vores naboland Tyskland. Fotos her er fra to forskellige ulykker inden for de seneste år

Hvordan skal jeg cykle sikkert ?

Tilrettelæg dine træningsture på ruter der har mindst mulig trafik. Forsøg at køre på strækninger der generelt er sikre for øvrige cyklister, og tilpas din hastighed efter forholdene. Husk at du er en meget “blød” trafikant. Når du observerer andre trafikanter der forventes at krydse din bane, så regn med at du ikke er blevet set.

Farlige situationer

I forhold til biler (busser, lastbiler mv.) er der er mange situationer hvor du kan risikere at blive overset. Det er særligt når en bilist foretager højresving eller kører ud fra en sidevej eller indkørsel. Bilister der foretager venstresving eller overhalinger kan også nemt overse en håndcykel. Som nævn forventer bilisten slet ikke nogen forhindringer i så lav en højde over vejbanen. Ude i det åbne land kan håndcyklen blive skjult fuldstændig for anden trafik af høj vegetation (f.eks. en kornmark - se foto fra ulykke oven for).

Betyder det at jeg slet ikke skal køre håndcykel ?

Nej, der er bestemt fordele ved at cykle, få god motion, træning og glæden ved at kunne bevæge sig over lange afstande på egen hånd. Hvis du er opmærksom på de udfordringer der er, og samtidig anvender det sikkerhedsudstyr der er nævnt neden for, vil du kunne cykle med rimelig god sikkerhed.

Sikkerhedsudstyr

Som minimum bør du køre med:

• hjelm (gerne gul, orange, hvid)
• flag på cyklen i en god højde (min. 150 cm over vejbanen) • tøj i stærke farver
• bakspejl
• cykelbriller / solbriller
• reservebremse

Sikkerheden kan øges med:

• Flere flag i forskellige farver (gerne neon) på høj flagstang • Kraftige LED cykellygter (blinker) der kan ses i dagslys

GarminVaria Rearview cykelradar  er en intelligent baglygte, som kan advare cyklisten om køretøjer der nærmer sig bagfra, samt tilpasse lysstyrken for at gøre billisterne opmærksomme på cyklisten. Ulykker med cyklister der bliver påkørt af en bil bagfra, er blandt de hyppigste cykelulykker og med Varia cykelradaren gør Garmin en stor indsats for at forhindre det.

Hvordan virker den ?
I denne pakke medfølger kun selve baglygten Varia Rearview Radar og kan benyttes sammen med Garmin Edge 25, Edge 520, Edge 510, Edge 810, Edge 820, Edge 820 Explorer, Edge 1000 , Edge 1030, Edge Explore 1000, Edge Touring Plus og Forerunner 735xt & 935, samt Garmin Fenix 5 serien. Har du ikke en af disse enheder, så kan man også købe en samlet pakke med både Radar og hovedenhed, hvorpå  man kan se hvor mange biler der kommer bagfra og hvor langt de er væk.